Om Bio Mors

Den 2. november i 1924 kunne Sadelmager Kjeldsen åbne dørene for første gang i det som vi i dag kender som Bio Mors. Han byggede et meget moderne biografteater, som erstatning for den noget mindre biograf i Havnegade. Tiderne var hårde, men ikke i biografbranchen, så der var ikke sparet på noget. Der var marmor og ædelt træ, der var de bedste teaterstole og et moderne varmesystem, der var dristig arkitektur med sandstenssøjler. Biografen har siden 1924 væren den førende, og siden starten af 1980'erne den eneste biograf på Mors - der var på et tidspunkt 3 biografer.

 

Én lang nedtur for biografen fra omkring 1965 kulminerede i slutningen af 1991 med, at huset var ved at blive solgt og ville ende som diskotek eller lavprisvarehus. Men en kreds af private troede på mulighederne og foranstaltede en redningsaktion. Gruppen troede på at det var muligt at drive en forenings biograf på Mors. I løbet af kort tid samlede gruppen tilstrækkelige midler sammen til ikke blot at købe biografen, men også til at sætte en række moderniseringer af biografen i gang. Pengene blev skaffet blandt private og virksomheder på øen. Idéen var at pengene skulle være et rentefrit lån og betales tilbage over 10 år.

Biografen er dermed i dag ejet og drevet af en forening. Aktive medlemmer betaler ikke kontingent, og har en række medlemsfordele. Ikke aktive medlemmer betaler kontingent og kan få rabat på de fleste forestillinger.

Basis for driften af biografen er vores aktive/frivillige, som i det daglige betjener biografen, med salg af billetter og slik og fremvisning af film. De aktive er en gruppe på ca. 100 mennesker og har alle vagt en til to gange om måneden. Ledelsen af biografen varetages af en bestyrelse og en ansat daglig leder.

Alt økonomisk overskud bliver anvendt til forbedringer af huset og teknikken, samt at kunne tilbyde gode arrangementer for øens borgere.

Biografens indretning

Bio Mors har en smuk foyer hvor det fine klassiske udtryk er bevaret, blandt andet ved at al marmor fra 1924 stadig er intakt. Nederst i biografen har vi et lille venteområde, Caféen, med borde og stole, hvor man er velkommen til at slappe af. Vi viser filmene i to sale.  Der er lift der giver adgang til begge sale. 

Sal 1 er udstyret med 142 komfortable stole, med vip og kopholdere, 40m2 lærred, en 4K projektor der også kan vise 3D, lyden er Dolby Atmos 7.1. Der er plads til to kørestole i salen, der ved behov kan indgå som en naturlig del af den midterste række. Salen er renoveret med respekt for det oprindelige byggeri, således er der fx. ikke ændret ved baldakinens opbygning i salen. 

Sal 2 er en lille hyggelig sal, bygget i 1979 på nederste etage. Oprindeligt var der 72 pladser i salen. Den er sidenhen renoveret til en fin sal med en intim atmosfære. Lærredet er blevet større, der er 47 pladser + en plads til en kørestol. Stolene er med samme gode komfort som i sal 1. Projektoren er digital og lyden Dolby 7.1. Vi arbejder på at fonde penge til en ny laserprojektor (januar 2026) 

I begge sale er det muligt at sende en visning af powerpoint, egne optagelser mm. direkte fra egen pc til lærred og højtalere, hvilket vi benytter meget under det årlige Kulturmøde.